Ja, det kan være en jungle at finde rundt i, især fordi terapeut ikke er en beskyttet titel som f.eks. psykolog. Det betyder reelt, at man kan tage et weekendkursus indenfor f.eks. hypnose og så nedsætte sig som hypnoterapeut. Det er ikke ulovligt. Det er dybt umoralsk, men ikke ulovligt.

Mit råd vil være, at hvis du ikke kender nogen, som kan anbefale dig en god terapeut, så google. Stop ikke ved den første og den bedste, men led lidt. Falder du over en hjemmeside, der tiltaler dig, så check hvor vedkommende har taget sin uddannelse og evt. hvad uddannelsen går ud på og består af.

Hypnose Skolen har en behandlerliste over terapeuter, som er uddannede hos dem og som skolen på den måde kan sige god for.

Som terapeut kan man blive medlem af DAKOBE, Danmarks Komplementære Behandlere, og RAB, Registreret Alternativ Behandler. Begge sammenslutninger har adgangskrav i form af uddannelse og efteruddannelse og et medlemsskab der, sikrer en vis kvalitet.

Man behøver dog ikke at have tonsvis af uddannelse for at være en god terapeut, men et vist fundament er at foretrække og gerne en del psykologi og/eller anden viden om det menneskelige sind og kommunikation.

Fald ikke for annoncer som ”Jeg kan fixe det og det på 2-3 sessioner”.

Det er så individuelt, at det er umuligt at spå om på forhånd. Vær desuden bevidst om, at visse psykiatriske lidelser som f.eks. skizofreni, borderline og PTSD kræver mere end en almindelig terapeutisk uddannelse.

Og endelig er en stor del af det også, om der er kemi mellem dig og terapeuten. Ring til ham/hende du finder frem til og få en snak om din udfordring. Derigennem kan du få en fornemmelse af, om det er en person du kan have tillid til, og du er jo ikke forpligtiget til at bestille en tid, bare fordi du har ringet op.

Håber ovenstående har givet lidt mere klarhed og ellers er du velkommen til, at ringe til mig på 60512062 og jeg skal guide dig så godt jeg kan